Pebermynte bolsjer

Ingredienser

  • 1 dl vand
  • 300 g sukker
  • 75 g druesukker
  • 4 x 8 dråber pebermynteolie
  • Olivenolie
  • Flormelis

Redskaber

  • Gryde
  • Mad termometer
  • Bolsje plade
  • Saks
  • Lufttæt beholder

Fremgangsmåde

Vandet bringes i kog og sukker og druesukker hældes i. Sukkermassen koges ind i ca. 10 minutter, eller til temperaturen er nøjagtig 165 grader C.

Ca. 1/4 af den indkogte bolsjemasse heldes ud på en olieret bolcheplade. Pebermynteolien tilsættes og foldes ind i massen med en olieret palet, indtil det er blandet godt. Når massen er afkølet en smule, kan den blandes videre med fingrene. Massen trækkes ud og foldes gentagende gange, så den bliver ugennemsigtig.

Når bolsjemasse begynder at blive sej, rulles eller trækkes den til en lang pølse, der klippes i bolsjefacon. Dette gøres ved at klippe, vende en kvart omgang, og klippe igen. Bolcherne ligges adskilt, mens de køler af.

Samme fremgangsmåde gentages for hver af de resterende 1/4 af bolsjemassen.

Når bolsjerne er afkølede, vendes de i flormelis og fyldes i en lufttæt beholder.